Signes Pensionat - sæson 2

Uh, det var virkelig blevet vinter og tidligt mørkt om eftermiddagen. Signe sad i den lille to-værelses lejlighed for enden af gangen med pensionatsværelser og lyttede til den iskolde vind, som hylede rundt om hushjørnerne. Hun havde tændt bloklysene i de tre retrostentøjsstager, som stod på teaktræschatollet. Der var tale om den ægte vare. Hendes forgænger som pensionatsværtinde, Oda, der var Signes oldemors lillesøster, havde indrettet lejligheden, værelserne og fællesrummene engang i 1960’erne, og siden var der ikke rørt ved noget. Endnu et vindstød fik en lille kvist til at ramme vinduesglasset, og Signe skuttede sig. Heldigvis var der dog ikke koldt, og det kunne hun faktisk takke beboeren i værelse to, Preben Hansen på 45 for, selv om hun havde været usikker på, om hun skulle lade ham flytte ind. I…

Uh, det er sørme blevet den mørke årstid nu, ikke sandt? bemærkede Vera, da hun forlod sit værelse fem, netop som Signe var på vej hen ad gangen. Den enlige loftslampe kæmpede for at oplyse hele gangen, men især den bagerste del med værelserne med de lave numre var alligevel temmelig dunkel. Udenfor rasede stormen, og indimellem slog tunge dråber mod vinduesglasset. Signe smilede til Vera. Den gråhårede enke var altid så net og pæn, og Signe var helt ked af, at hun kun skulle blive boende til efter nytår, hvor hun skulle overtage sit nye hus. – Ja, det er det virkelig, svarede Signe. – Dagslyset begyndte allerede at svinde ved 15-tiden, synes jeg. Den lidt opgivende og slidte Carina fra værelse tre indhentede dem på trappen og tilføjede: – Jeg hader, når…

Denne blæsende, kolde og mørke aften fraveg Oliver fuldstændig fra det spanske præg på middagen og serverede hamburgerryg med stuvet spinat og brunede kartofler, hvilket vakte jubel hos især Viggo, Vera og Preben. Synet af fadene fik Signes egen begyndende julestemning til at stige en tak mere. Hun havde så sent som i eftermiddag med hjælp fra Viggo lokaliseret sin forgænger Odas kasse med julepynt, og de var begge blevet nostalgiske over indholdet. Nu øste Viggo stuvet spinat op på sin tallerken. Signe noterede sig, at Michelle derimod tog så beskedent til det, at hun næppe ville komme i fare for at spolere sine perfekt malede læber. Hun havde, tænkte Signe irriteret, faktisk heller ikke betalt hele huslejen for december endnu. Carina tog også kun en skefuld, og det skete som sædvanlig under…

I de fleste ejendomme på Vinkelvej var hver anden busk pyntet med lyskæder eller funklende net. Signe havde trippet efter at gøre det samme, og forleden havde hun og Viggo ved fælles hjælp fået lokaliseret den alderstegne, men stadig udmærket fungerende elektriske julebelysning, som i årevis havde siddet på den lille normansgran i forhaven. Nu havde Signe omsider fået fastgjort lysholderne på grenene. Hendes hænder var iskolde, hun pustede på dem og så, hvordan hendes ånde blev til hvide skyer. Så var det altså frostvejr igen, og hun måtte huske at gruse og salte fortovet i morgen tidlig. I det samme fik hun øje på Vera, der kom spadserende med tasken over skulderen og matchende julerøde handsker, halstørklæde og hue. – Så er det snart den tid, sagde Vera med et lille, lidt…

Nu var der snart kun en uge til juleaften, og Signe kunne se bunden i Odas kasse med julepynt. Det eneste, der lå tilbage dernede, var en juledug af bomuld med påtrykte hjerter i orange, lilla og brune farver. Den måtte være fra 1970’erne, og efter Signes mening var den bare helt skøn. Hun foldede den ud og stod lidt og beundrede den. Den skulle på bordet juleaften. Hun var sikker på, at hendes mor ville elske den, og den ville sikkert få moderen til at mindes både sin mormor og mormorens lillesøster, Oda, som havde drevet pensionatet her på Vinkelvej 19 lige indtil sin død. Så gjaldt det bare om at finde nogle matchende servietter og også bloklys til stentøjsstagerne. De skulle være lilla, afgjorde Signe. Det ville blive smukt. Det…

Det var først på eftermiddagen den 31. december, og stormagasinet var proppet med kunder. Signe måtte klemme sig ind mellem familier med barnevogne og folk med vild udsalgshunger i øjnene for at komme hen til afdelingen med bøger. Faktisk havde hun slet ikke tid til det, for hun skulle hjem til pensionatet og lægge sidste hånd på forberedelserne til Veras og Viggos bryllupsreception. I sidste øjeblik var de kommet i tanke om, at spisestuen skulle pyntes op med serpentiner i stride strømme, og dem havde Signe fundet i stormagasinet. Hun havde ligget vandret de sidste dage, men hun måtte lige se, om Olivers dansk-spanske kogebog var udstillet. I øvrigt havde hun ikke haft spor imod at have så meget om ørerne, for der var noget bestemt, hun helst ikke ville tænke på,…