Jeg er bloddonor. Jeg kan huske, at jeg har fejret 25 tapninger, hvilket udløste et vedhæng af en guldindfattet bloddråbe, der vist nok frister en hengemt tilværelse i min datters smykkeskrin. Det er et par år eller nok snarere seks-syv-otte år siden, så jeg må nærme mig 50-tapningsjubilæet, og det havde egentlig været sagen uvedkommende, hvis det ikke var, fordi pointen er, at jeg ikke bare yder et værdifuldt frivilligt bidrag til det danske samfund, men at jeg gør det år ud og år ind.
Jeg vil donere blod i hele mit liv, så længe jeg er i stand til det i hvert fald, og så længe der er brug for det, det har jeg sat mig for. Det offentlige system, samfundet, efterspørger min frivillige indsats på det område. Det…