Nu er efterår inde, visnet står blomst og bøg. Sommeren er kun et minde, dens færd en falmende spøg.
Sådan lyder et vers i digteren og forfatteren Viggo Stuckenbergs digt Efteraar, der udkom i 1906 – året efter hans død. Selvom digtet således har over 100 år på bagen, taler det lige ind i mit hjerte, for jeg føler altid vemod, når kalenderbladet viser september, og de kolde, mørke måneder er lige om hjørnet. Men sådan burde jeg slet ikke tænke. I virkeligheden er efteråret årstiden, hvor alting begynder. Stauder, træer, buske og løg skal i jorden nu, så vi har noget at se frem til om (kun) et halvt år, hvor foråret starter. Samtidig er det nu, vi kan gøre status på, hvad der gik godt i haven, og hvad der skal laves om til næste år. I stedet for at ærgre os over alt det, vi ikke…